Min historie, del 1

I en tid, hvor vi er i konstant bevægelse, hvor vi lever i et flow af yang, hvor vi ofte befinder os mere i vores hoveder end i vores kroppe og hvor stress er blevet hverdagskost, kan jeg samtidig mærke et stigende behov for at finde en vej tilbage i kroppen. Jeg møder dem flere gange om ugen på en yogamåtte. Jeg er der selv, på yogamåtten altså, i en konstant påmindelse om, at det er min vej tilbage i kroppen.





Men hvordan finder man vej tilbage i kroppen, hvis man er faret vild? Jeg for vild engang. Jeg for så vild, at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle finde en vej tilbage igen. Jeg var ved at indstille mig på, at det var sådan mit livsvilkår skulle være. Men noget i mig skreg på at finde tilbage. Jeg lå søvnløs om natten, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg havde forvildet mig så langt væk fra det trygge. Væk fra det sted, hvor jeg fandt ro, hvile og glæde.





Glæde var der ikke meget af. Jeg kan huske, at min verden oftest var i grålige nuancer. Jeg havde det bedst, når jeg var krøbet sammen med mine to små børn og min mand på sofaen til en hyggelig tegnefilm. Der fandt jeg en nogenlunde ro og glæde. Men ofte gik der ikke lang tid, før fornemmelsen af uro og tankemylder fyldte mit sind igen. Jeg var så låst fast i frygten for alt. Jeg skulle helst ikke høre om sygdom eller se noget i fjernsynet, der tilnærmelsesvis kunne minde om noget uhyggeligt.





Jeg græd også meget i den periode. Jeg tror aldrig jeg har været så grådlabil. Der skulle ingenting til, så røg jeg ned i en mørkegrå masse, hvor jeg ikke kunne finde nødudgangen.





Min mand har altid rejst meget, så den del har jeg altid været vant til. Men i denne periode var jeg angst når jeg han rejste. Jeg lukkede stort set ikke et øje hele natten, da jeg var bange (angst!) for at jeg ikke ville vågne op igen. Jeg havde fået overbevist mig selv om, at jeg led af en endnu-ikke-opdaget hjertefejl, og mit hjerte derfor ville holde op med at slå, hvis jeg faldt i søvn. Én af de store følgesygdomme til stress, er angst. Det vidste jeg ikke dengang, men efter mange læge- og psykologsamtaler, har jeg forstået, at angsten var min krops måde at fortælle mig, at den var overbelastet. Jeg ved også i dag, at hvis angsten forsøger at snige sig ind på mig, er det på tide at geare lidt ned. Så er det et tegn på, at hvis jeg overhører de signaler, kan jeg ende med at blive stresset igen.





Nå, men jeg endte med at erkende, at jeg nok var udbrændt. Jeg søgte derfor læge, som straks henviste mig til en psykolog samt sygemeldte mig. Jeg kan huske lige dele nederlag og lige dele lettelse. For så var det sandt, at noget i mig ikke var i balance. Men sikke et nederlag. Jeg var da sådan en, der kunne alt muligt, og pludselig kunne jeg ikke engang huske de tre ting, jeg var kørt i Rema efter. Det var så skræmmende, men heldigvis var der hjælp at hente, jeg skulle bare huske at række ud efter den..







Udgivet

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.