Blog

Yoga mod stress #2

Kan yoga lindre symptomer på stress? Og kan yoga dermed gøre os lykkelig(ere)? I følge en artikel fundet på Videnskab.dk bliver vi lykkeligere af yoga.

I Sverige er yoga en anerkendt behandlingsform mod stress. Jeg kan undre mig over, hvorfor vi ikke i Danmark kigger nærmere på meget af en forskning, der er på området, så også yoga i Danmark kan blive anerkendt som et led i en behandlingsstrategi når vi taler stress.

Jeg underviser et hold hver torsdag hos FOKUS Folkeoplysning, som udelukkende er for personer som er sygemeldt med stress. Jeg ved, der er så mange flere derude, og med de lange ventetider på psykologer, er det endnu vigtigere, synes jeg, at kigge nærmere på, hvilke andre behandlingsmetoder der med rette kunne kombineres med den kognitive terapi. Da jeg blev sygemeldt med stress, blev jeg endnu mere fortvivlet, da jeg fandt ud af, at der var op til seks måneders ventetid på en psykolog. Så lang tid kunne jeg slet ikke holde ud at vente. Jeg ville ønske, min læge kunne have henvist mig til et yogahold for stressramte, for jeg var hoppet lige på det. Jeg handlede selv på at finde nogle tilbud, som kunne hjælpe mig. Men, havde jeg ikke været så tilpas handlekraftig på det tidspunkt, var jeg så kommet afsted? Eller havde jeg lade det blive endnu værre indtil der var en psykolog, der havde tid til mig? Jeg var også heldig med, at min mand i høj grad støttede mig og hjalp mig med at finde ud af, hvad jeg kunne gøre indtil jeg kunne få en tid hos en psykolog. Det er altså ikke alle, der har nogen, der kan hjælpe, eller ved, hvor de skal lede.

I følge, bl.a., Seniorforsker, Dr. med Bo Netterstrøm har yoga vist sig at være én af de mest effektive metoder til at udskille stresshormoner og dermed hurtigere blive fri for sine stresssymptomer. I meget af den forskning der foreligger, bliver det gang på gang påvist, at for at behandle stress mest effektivt, skal der i en behandlingsplan være forskellige metoder. Kognitiv terapi er selvfølgelig vigtigt, men derudover viser alt forskning, at for hurtigere at mindske symptomerne for stress, skal psykologsamtalerne blive kombineret med yoga, åndedrætsøvelser, meditation og gåture i naturen.

Hvis du ikke kan finde en yogaklasse tæt på dig, eller synes du, det kan virke for overvældende at skulle ud blandt andre, er der meget hjælp at hente på fx Yogastream, som har mange video’er med yoga mod stress. Du kan også downloade forskellige app’s med meditationer og åndedrætsøvelser, som jeg kun kan anbefale at lave dagligt. Det gjorde jeg selv da jeg var sygemeldt med stress, og jeg gør det fortsat. Jeg er også med tiden blevet mere glad for at meditere, men det var ret svært for mig, da der var mest tankemylder i mit hoved. I dag ved jeg, at når der bliver skruet op for tankemylderet igen eller jeg har problemer med at sove, så skal jeg skrue op for min meditationspraksis. I dag mediterer jeg næsten på dagligt basis. Jeg er også begyndt at undervise i meditation, og det er skønt at opleve, hvordan flere og flere dukker op de meditationshold, som vi tilbyder i YOGA HUSET Aalborg. Der må tydeligvis være et behov for mere ro i den her Yang-verden, vi lever i. Der kommer også mere og mere forskning frem, der peger på de mange gode egenskaber ved meditation, bl.a. et større overskud samt at meditation kan være med til at forebygge stress.

Èn af de bedste yogaøvelser (asanas) jeg kan give mig selv efter en endt yogapraksis eller en dag med lidt for meget om ørerne, er Supta Baddha Konasana (Sovende Sommerfugl). Supta Baddha Konasana er en restorativ yogastilling, som i høj grad er med til at reducere stresshormoner, mildne mild depression, god for blodomløbet og stimulerer dit hjerte samt kan mildne menstruationssmerter.

I denne udgave ligger jeg med ryggen op ad en bolster, men hvis du ikke har sådan én der hjemme, kan et tæt foldet tæppe eller flere puder også gøre det. Det er vigtigt, du har noget, der støtter hele rygsøjlen og din nakke. Hvis du heller ikke har blokke, kan du bruge tykke bøger.

  • Læg bolsteren op ad to blokke
  • Sørg for at du sidder helt tæt op ad bolsteren, inden du på en udånding lægger dig tilbage på den
  • Lad knæene falde ud til hver sin side og fodsålerne samlet
  • Du kan evt. bruge et ekstra tæppe til lænden eller støtte begge dine lår med ekstra puder
  • Brug evt. en øjenpude til dine øjne og én til hver hånd. Hvis du ikke har øjenpuder kan du bruge et stykke stof eller andet
  • Brug evt. en smal pude eller et tæppe til nakken, hvis dit hoved ikke ligger på bolsteren.
  • Pak dig gerne ind i tæpper, så du ikke kommer til at fryse
  • Lyt til noget behageligt musik eller til en guidet meditation
  • Bliv her så længe du har lyst, men gerne minimum 5 minutter, og gerne længere

Namaste,
Maria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *